På en solberiget torsdag i juni måned træder Bon Iver på scenen til festivalen Syd for Solen. En længe ventet koncert til bandet der ellers kun har spillet i de nærliggende lande de sidste par år. Og sådan er det med mange amerikanske kunstnere, at når de først krydser Atlanten, er der ingen tvivl om at man skal være hurtig og købe en billet. For hvornår har man mulighed for at høre dem igen?

Der gik ikke længe fra at de indtrådte scenen, til at de første toner fløj over højen, og ud mod træerne. Og fra første slag på trommen, til det blide aftryk på klaveret, mærker man at dette vil blive en magisk aften. Samt en aften hvor du vil overvære musikere der har perfektioneret deres håndværk, og deres kunst.

For Justin Vernon har med sit debut-album For Emma, Forever Ago (fra 2007) cementeret sig selv på scenen med sin helt egen lyd. En lyd der kun er hans og sit band. 

En lyd der rør hjertet så blidt, og så specielt, at intet andet kan replikere det. Det er en sang om hjertet, om en nostalgi for en hjertesorg der ikke er din. Du bliver ledt på vej, på denne rejse af musik, og mærker den smerte som de/han har oplevet. Du føler med ham, du mærker med ham, og du synger med ham. Og imens solen går ned i ledsagelse af musikken, tænker du over hvilken magi der finder sted i dette øjeblik.

Hvis livet ikke kan findes her, hvor så? Og hvorfor føles det så rigtigt? Hvad er der i dette, som hjælper os så meget, og giver en hungrende higelse efter at lytte så intentionelt til. 

Tårerne mærker man på sin kind, og hvordan der i sin krop bliver frigjort minder, man for længst havde glemt. Balancerende på sine hæle i tid og sted vugger man frem og tilbage, fæstnet græsset under sig, og mærker hvordan man passerer tidens udgravninger. 

Dette musik der udtømmer noget i en, der har siddet fast i så lang tid. Noget der har været uopnåeligt ellers. Og man ser op på himlen imens solen går ned, og tænker på al den kærlighed der har passeret sit hjerte. Al den kærlighed man har følt, og været beæret over at opleve. 

Og så ser man ned igen, og mærker helt inde i sine celler, denne musik de spiller ud til træerne, fuglene, og til disse mennesker der lytter stille og vuggende med.

Stakåndet ser du på, hvordan instrumenterne finder vej indenom hinanden, og leger grinene og smilende, og i lysets skiftende kulør, præsenterer de sig prægtigt frem. 

Du har lyst til at blive i dette univers de maler, og du undrer dig over hvor du har levet i al den her tid. Hvilket sted har det været? For du ser fremad på dette univers af stille dans. Af kind mod kind. Af kærlighed der mærkes helt ind til knoglerne, og som ikke giver slip.

Og du græder, for du tænker på hvem og hvad du ville være hvis du havde været foruden. Hvad hvis du aldrig havde oplevet dette? 

Ønsket om at alle kan få lov til at få samme oplevelse som man lige har haft, løber igennem dig. Dette privilegie man mærker imellem hænderne, af denne absolutte følelse af samhørighed med sit hjerte. Det indre hjerte der ønsker et kram, så nært at det efterlader ingen tvivl imellem.

Et kram så tæt at det ikke kan misforståes, og et kram så intimt, at man mærker personens hjerte banke lige så virkeligt, som sit eget. 

Musikken får dig tilbage til realiteten, og du hører hvordan de fire albums, der alle bliver spillet skiftevis og bredt, nu har fået en ny dimension og tyngde. Et minde nu knyttet til deres smil, og deres personer. Og langsomt løber øjnene hen på vinylerne på reolen, der i dit blik nu mærker en dybere taknemmelighed og glæde. For man har set dem fremføre denne fantastiske musik, og mærket hvorfor denne musik er så vigtigt. 

Disse musikalske harmoniseringer der som en blid brise i solskinsvejret, viser hvilken kærlighed der er mulig. Dette er mennesker der holder af hinanden og den kunst de skaber sammen. 

Det er denne deling, af Bon Iver, som man for evigt vil være taknemmelig for. Nu og for altid. For her er der skabt noget kunst så sandt, dybtfølende, ægte, og smukt, og at kunne forlade koncerten uberørt, ville være en blasfemisk løgn. Dette er, og har været, en påmindelse af hvor smukt livet kan være.

Tak, der er intet mere at sige end tak.

Sangen man ikke kan få nok af: For Emma (fra For Emma, Forever Ago)

Bandets medlemmer:

Justin Vernon – vokaler, guitar

S. Carey – trommer, keyboards, vokaler

Matthew McCaughan – trommer, bass, vokaler

Andrew Fitzpatrick – guitar, keyboards, vokaler

Mike Lewis – vokaler, baritone guitar, guitar, violin, saxofon

Jenn Wasner – guitar, keyboards, vokaler