To personer sidder så tæt på havet de kan, og oplever solnedgangen ved bølgernes beroligende poesi. En verden de er en del af, og en verden de kan kalde et hjem. Lyttende med alle deres sanser, hører de fremførelsen af livets orkester, som bliver fortalt hvert givent øjeblik. 
Og ved vandets ebbende liv, fortæller Yasiin Bey en historie:

En historie om dette liv, vi alle deler sammen. Tragedierne der vil komme, men også beviserne på lys, vi alle kan være vidne til. 

I digtet ligger der en beundring af hvilke fælles livsvilkår vi alle er bundet under. Hvilken gave livet er, men også hvordan hjertet vil opleve sorg og smerte i sin levetid.
Tragedierne vil nemlig uundgåeligt komme til os alle, men dette skal ikke vække frygten for at leve, eller få dig til at tvivle på skønheden. 
Tværtimod skal vi beundre dette liv vi er blevet givet, og gennem nærværet vil gamle sandheder af taknemmelighed opdages igen, som noget nyt. 
Livet eksisterer omkring os, dette er påmindelsen som vi så ofte besøger, både i medgang og modgang.
Med vinden bag os, smiler vi ofte til tilværelsens poesi, men i rejsen vi ikke forventer (hvor alt braser sammen), finder vi sjældent taknemmeligheden indtager os.

I disse reflektioner har vi på magasinet derfor fundet ud af, at man kan spekulere nok så meget om sit liv, og ønske opfyldning til sine aspirationer. Men at vi gang på gang opdager at tilfældighedernes poesi er den eneste sikkerhed vi kan læne os opad.
Vi erkender derfor en ny form for retning, som vi altid kan følge, uanset mål & ønsker: Et kompas af kærlighed. 

På denne måde vil vores rejse altid være den rigtige, uanset hvor vi ender. Vi kan selvfølgelig have mål, ønsker, drømme og idéer om dette liv. Men hvis vores sande nord, er den kærlighed vi giver ud til verden, og ikke den kærlighed vi modtager. Så vil vi altid bevæge os i den rigtige retning og forene os med verden omkring.