Mange har set mesterværket af en film kaldet Dead Poets Society fra 1989, som skildrer unge drenges oplevelser på en kostskole. Robin Williams, som spiller Mr. Keating, underviser sine elever i poesi og holder den legendariske tale om at leve et ekstraordinært liv og Carpe Diem, som bogstaveligt talt betyder “grib dagen” på latin. Men hvad betyder det at gribe dagen?

I filmen forklarer Robin Williams det gennem sin karakter, men hvad med i dag? Er det stadig klart i den moderne verden hvad det betyder at gribe dagen? Og hvad betyder det at leve et ekstraordinært liv? Vi må først definere hvad det ordinære er. Et liv hvor intet sker ud over det sædvanlige, hvor man vælger den velkendte og sikre vej. Et ordinært liv er præget af rutine i en sådan grad, at personligheden og alt det unikke ved en person forsvinder, og man blot udfylder en rolle i samfundet.

Det betyder ikke at det er dårligt at udfylde en rolle i samfundet, men at miste sig selv fuldstændig, at køre på autopilot og miste forbindelsen til, hvem man er – det er at leve et ordinært liv. Og det er det vi forsøger at undgå.

Betyder det at leve et ekstraordinært liv, at man skal springe i faldskærm eller erklære sin kærlighed med blomster og en boombox uden for sin elskedes vindue? For nogle, ja.
Men et ekstraordinært liv for os er at have noget – uanset hvad (stort eller småt, fysisk eller mentalt) – som man kan fordybe sig i, som man er interesseret i. Som kan være en tanke eller idé, man leger med.

Alt for mange bevæger sig gennem livet uden at stoppe op for at mærke, hvad der foregår inde i dem og omkring dem. De behøver ikke nødvendigvis vide, hvad de oplever eller kunne sætte ord på det, men så længe de mærker noget indimellem, vil vi mene, at de lever et ekstraordinært liv.

For nogle gange kan man ikke lade være med at følge de følelser og indre mønstre, der opstår i én. Og det er dér, livet sker, og det er dér, alle de fantastiske muligheder opstår.

Med sociale medier og konstant stimulation og opdateringer om hinandens liv – hvordan dykker vi ned i vores eget liv og griber livet og dagen, som den er: lige foran os, i stedet for på vores skærme?
At gribe dagen, for os, er at leve dagen med dens fulde potentiale.

Ikke at snyde sig selv med genveje eller tage den nemme vej. Nej, det handler om at være sig selv uden undskyldninger og være den man ønsker at være, i en verden hvor modstand mod det anderledes er en daglig observation. At gribe dagen er at leve livet på trods af den indre frygt der kan holde os tilbage fra det fulde potentiale, vi alle bærer i os.

Hvad betyder det i praksis? Hvordan lever man sin dag til dens fulde potentiale?
Det kan være at skrive denne artikel, det kan være at give nogen en kompliment på gaden. At leve dagens potentiale er individuelt og afhænger af det ens hjerte kalder på. Det, man længes efter og inderligt ønsker at gøre, men ikke tør – enten af frygt for at blive dømt som mærkelig eller fordi man ikke kan se en grund til at gøre det.

Men der er mange grunde til at det er vigtigt ikke at nægte sig selv disse oplevelser. For hvis det kommer fra et sted af kærlighed, vil det ikke kun påvirke modtageren (hvis der er en) positivt, men også som en sommerfugleeffekt, påvirke modtagerens fremtidige interaktioner. Og det kan ikke undervurderes, hvad det gør for én selv, når man begynder at følge sit hjertes kald og sine sjælelige ønsker.

Det handler om at leve hver dag med dens fulde potentiale.
Det betyder ikke, at hver dag skal være ekstrem. Nej, for potentialet ændrer sig. Nogle dage er potentialet at læse en bog på sofaen og slappe af til god musik.
Nogle dage opstår der en unik mulighed, som du må gribe i de eneste øjeblikke vi får – nuets liv.
Og det er i disse øjeblikke, du må træffe et valg – vil du lade dig styre af frygt, eller vil du leve livet, hvor du tør?

Det kræver øvelse, og det kræver mod.
Men det, livet giver igen, er uvurderlige skatte.
Skatte, der udvikler dig, giver dig glæde, eventyr, udfordringer og fremgang. Det giver dig følelsen af fuld autonomi over dit liv, og en tilbagevenden til det sted du hører hjemme: hos dig selv.
Inden længe får man smag for mere. Man bliver en elev af livet, og selvom man måske må tvinge sig selv til at starte forfra igen og igen, vil disse oplevelser føre til et helt menneske.

Betyder alt dette, at man skal sige ja til enhver oplevelse eller idé, der kommer ens vej? Nej, for nogle dage er reserveret til én selv – til at fordøje livet, som det er.
Det handler om at lytte til sit hjerte og sin mavefornemmelse. Og frem for alt ikke handle ud fra, og være slave af frygt eller angst. Men at gøre det på trods.

Det handler ikke om ikke at være bange – det handler om at gøre det, selvom man er bange.
For på den anden side vil du finde venskaber, kærlighed, og eventyr.

Hvis du følger dit hjerte, vil du finde dine ligesindede, i stedet for dem der også skjuler sig for deres frygt, i angstens skygge.

Så stå rank og smil til verden.
For du vil opdage, at verden smiler tilbage.

“Boys, you must strive to find your own voice. Because the longer you wait to begin, the less likely you are to find it at all. Thoreau said, “Most men lead lives of quiet desperation.” Don’t be resigned to that. Break out!” – Mr. Keating