Pip Millett

Vi købte billetter til Pip Millett, efter vi hørte hendes sang “Hard Life”, som hun udgav den 7. juli 2021. Det var et rent tilfælde, at sangen kom ind i vores liv – og et tilfælde, vi er dybt taknemmelige for, fordi det førte os til at opleve hendes musik da hun optrådte i København med sit band på en stjerneklar novemberaften.

Og hvad kan man sige, andet end at det var en fantastisk koncert. Hun udstrålede positiv energi og engagerede sig med publikum ved ærligt at fortælle, at hun var træt, og at drinken i hendes hånd var utrolig stærk. Det mest rørende øjeblik for os var da hun åbnede op om sangen “Deeper Dark” (fra EP’en Lost In June), som hun skrev, da hun gik igennem depression og angst. Både fordi teksten var smuk og oprigtig, men også fordi hendes optræden og følelsesmæssige udtryk var 1:1. Det var uden tvivl en sandhed, hun valgte at dele netop her – en åbenhed og sårbarhed, hun har gjort til en styrke (håber vi). Bakket op af sit fantastiske band var der ingen fejl i den musik, vi håber, de havde intention om at fremføre – for det var intet mindre end fremragende. En harmoni mellem musikerne i rummet, en passion for deres profession og en kærlighed til den sjæleudånding, der så ofte opstår i Lille Vega – og denne aften var uden tvivl én af dem.

At Lille Vega har haft lov til at have dem på besøg føles mere passende end at sige, at de har fået lov til at spille der. Man kunne mærke kærligheden, man kunne mærke energien, og der var ingen tvivl om at vi havde at gøre med kunstnere der brænder for deres håndværk – for det var tydeligt i det engagement de lagde i deres arbejde. Og der er brug for mennesker som dem. Mennesker, der mærker publikum – ikke når de mangler nogle at fremføre overfor, men når det hele går op i en højere enhed.

Harmonien mellem hende og bandet var uden besvær, strømlinet og yndefuldt. Man kunne mærke trygheden blandt publikum og vi håber at alle bandmedlemmerne selv har følt den samme ro. At de har oplevet glæde – og ikke ubehag – i at fuldføre og fremføre deres kunst. At de, selv her ved afslutningen af deres tour med kun to shows tilbage, stadig føler kærlighed for det, de ånder ud – og ikke har set det forvandle sig til noget det ikke burde være.

Vi kan ikke forestille os, hvordan det må være at forvandle passion til had, og det farverige til det grå og tonløse. Lad passionen runge dybt og langt. Lad ekkoet falde i dalen og leve til sit sidste åndedrag. Lad den aldrig dø ud, og lad flammen tændes igen.

Livet vil altid leve, dø og genopstå. Men for disse musikere – lad den proces være jævn og genkendelig. Lad dem se det i begyndelsen og ikke ved afslutningen. Lad dem mærke højden og genfødslen, mens de stadig lever, og bruge det i deres kunst. Lad dem leve af eftersmagen, af dødelighedens bitre sødme, og spille strengens toner helt til de sidste dage – for her har de fundet deres kald.

Lad dem leve, og lad dem trække vejret.

Det er altid en ære at se et menneske i sit rette element. At se, hvor de føler sig hjemme – ikke nødvendigvis på en scene, men med deres instrument (hvad enten det er deres stemme, et strengeinstrument eller deres ører). Noget, der føles som en forlængelse af dem selv. Det er dét, der kendetegner nogen der elsker deres håndværk. De, der elsker det de skaber – det de oversætter fra livets indtryk. At se at de oversætter livets strøm, uanset om det er ‘ingenting’, deres tanker, følelser, erfaringer, luft, jord, ild, vand, tørke, regn, eller torden. De oversætter disse følelser og oplevelser til musik. De omsætter disse erfaringer til noget smukt. Til poesi. De står med deres hænder, med noget de har skabt ud af ingenting – og forvandler det til noget smukt. Noget der rører hjertet hos dem der lytter.

Lad musikken tale for sig selv – og lyt til hende og bandet live, for du vil ikke blive skuffet.

Sangen man ikke kan få nok af: Heavenly Mother (udgivet 10. april 2020)

Bandmedlemmer:

Pip Millett – vokal
Stevey Reid – keyboard
Dan Ewins – guitar
Raffaele Pani – guitar
Dario Scotti – trommer